Spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser, skal de bare ties ihjel?

Af Karen Bro, psykoterapeut i “Svanen”, og Lisbeth Thorsen, stud.psyk. og freelanceskribent,- begge frivillige rådgivere i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser.

Dette indledende retoriske spørgsmål med dertil hørende svar levner i dette tilfælde ikke megen kredit til devisen om, at “tale er sølv, men tavshed er guld”, for med al respekt for det gamle ordsprog, så er det et faktum, at antallet af spiseforstyrrelser (omend det er i diagnostisk forstand eller ej) er steget markant inden for det seneste årti. Tavsheden har altså ikke sejret, hverken i form af forebyggelse eller helbredelse. Det er måske mere behageligt for familien Danmark at benægte de mindre lidet flatterende kendsgerninger i tilværelsen, men det er således med problemer, at manglende erkendelse og tavshed virker som gødning, der fremmer væksten af ubehageligheder. Og derfor skal spiseforstyrrelser erkendes, afhjælpes og behandles!!!

Anoreksiforeningen har vundet reklamebranchens store kampagne: “Reklame for alvor”. I den forbindelse har foreningen i fællesskab med juryen udvalgt den kampagne, som siden starten af januar har verseret i dagspressen, tv, radio og andre medier. Formålet med kampagnen er at søge at gøre opmærksom på et stort og ofte skjult problem; nemlig at et stigende antal især unge i deres søgen efter identitet og sikkerhed udvikler en kontrollerende adfærd i forhold til krop, kost og motion og dermed bringer sig selv i alvorlig fare for at blive alvorligt syge. Et andet vigtigt mål med kampagnen og vores rådgivning er at give de rådsøgende henvisninger til hjælp og behandling, som er nødvendig for at komme ud af spiseforstyrrelsen. Mange kæmper alt for længe alene med problemerne, og det forøger blot risikoen for, at lidelsen bider sig fast. Vi rådgivere forsøger at holde os opdateret med de muligheder, der eksisterer og formidler dette til de rådsøgende. Og vi ved glædeligvis, at en henvendelse til os har været det skridt, der fik en person til at gå til læge og komme i gang med psykologisk behandling. Manglen på behandlingstilbud og støtte til behandling har været et tema, som til vores glæde har været genstand for stor debat i det seneste år.

Ca. 0, 5 % lider af anoreksi, ca. 2 % lider af bulimi og ca. 4-5% lider af såkaldte atypiske spiseforstyrrelser. Disse tal er måske i sig selv ikke stigende, men hertil kommer den foruroligende store gruppe af mennesker med såkaldt risikoadfærd.

I en undersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen har man fundet, at ca. 1/3 af alle unge piger i alderen 14- 25 år lider af en sådan risikoadfærd, der godt nok diagnostisk set ikke er en spiseforstyrrelse (idet man skal have et ret lavt BMI for at få en klinisk diagnose), men alligevel er decideret sundhedsskadeligt og psykisk set uhensigtsmæssigt, idet denne gruppe i perioder decideret sulter sig selv og lader maden kontrollere deres liv. Alt sammen i en stræben efter det perfekte ydre, i en stræben efter i det mindste at kunne kontrollere NOGET, når nu alt andet virker kaotisk. Og det er ikke kun kvinder, der rammes af spiseforstyrrelser, hvilket også er årsagen til, at en af frontfigurerne i Anoreksiforeningens kampagne er en ung mand.

Det vestlige samfund synes i dag i mange henseender at måle succes efter ydre variabler, så som succes, karriere og skønhed. Og sidstnævnte er tæt knyttet til målet om den ekstremt tynde krop, som man ser i diverse ugeblade, amerikanske film og reklamer. Tidens modeltype har kraveben, der stikker længere ud end de bryster, der nødvendigvis er forsvundet som konsekvens af “ingen fedt”, med mindre plastiskkirugien har gjort sit indtog med silikone.

En Gallupundersøgelse fra 1995 viser, at ca. 48% af de undersøgte kvinder i alle aldre konstant var på slankekur, dyrkede målbevidst sport udelukkende for at tabe sig eller krampagtigt holdt en for lav vægt, hvor de decideret sultede sig, fordi de var utilfredse med deres krop. Og intet tyder desværre på, at tallene er blevet lavere. Ifølge lektor og speciallæge i psykiatri Birgit Petterson fra Panum Instituttet på Københavns Universitet lægger vi “den korrekte adfærd” ud i den ydre adfærd (nemlig kroppen) fremfor at føle sig rigtig på det psykologiske plan. Dette tyder på en meget stor utilfredshed og lav selvværdsfølelse. Den norske psykiater Finn Skårderud udtrykker sig således om slankeidealets magt og vægt på det ydre i denne torturens tidsalder således: “De strenge rammer for kroppen ødelægger humøret , selvrespekten og kropsglæden hos titusindvis. De får folk til at tage deres eget liv. Teenagere indgår skriftlige kontrakter om, at han automatisk har slået op, dersom hun har passeret en vis vægt. Man frygter at blive sat uden for det gode selskab, ikke på grund af kommunistiske sympatier eller seksuel friviolitet, men på grund af ´bilringe´. De æstetiske og moralske rammer fører til komplet uinteressante samtaler.” (Skårderud 1999, p. 383). Fedme er i dagens samfund udtryk for ringe selvkontrol, hvorimod slankhed mere end nogensinde før udtrykker renhed. Næring og mad bliver nærmest en slags psykologi; fedtfri og få kalorier bliver nærmest en religion i en elllers så ateistisk tid. Mad, vægt, fedt og appetit er årsag til skamfølelse i dag. Sociologen Giddens fremhæver også kroppens betydning i dagens samfund: “Den kropslige fremtræden bliver et centralt element i selvets refleksive projekt” (Giddens 1999, p. 121). Og sådan kunne der trækkes flere eksempler frem.

Nu kan man selvfølgelig ikke sige, at der er noget i vejen med at leve sundt eller for så vidt at dyrke skønhed og æstetik. Problemet opstår først i det øjeblik, at sådanne ydre faktorer bliver ens livsgrundlag. Hvis man fx. sætter succes, rigdom, skønhed og udfoldelse af sit talent som sit livs opgave, så lægger man i tråd med Søren Kierkegaards filosofi sit liv an på et skrøbeligt grundlag, idet indfrielsen heraf er betinget af faktorer, der ikke er i individets magt.

Men hvem er det så, der skaber disse værdier og succeskriterier??? Det er et relevant spørgsmål i et samfund, hvor årsagsforklaringer også er i høj kurs. Tja, det er delvist DIN og MIN skyld, for ligesåvel som samfundet indvirker på os, så er det i høj grad os, hver især som enkeltindivider, der er med til at skabe det bestående samfund. Det er fx. os, der køber ugebladene, æder æstetikken råt, drømmer om at blive studieværter, modeller, sangstjerner, tjene den næste million. Nogle beskylder modelbureauerne, men de sælger jo bare en vare (nemlig modeller), der skal matche samfundets (vores) krav. Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Og hvad kan DU og JEG så gøre? Ja, vi kan måske tænke os om, næste gang vi tænker nedsættende tanker højt om andre menneskers påklædning og vægt. Og forældre skylder vel deres børn et andet budskab end at kritisere tante Ulla for hendes store røv og hængepatter, når de med forargelse i stemmen efter en familiefest konstaterer, at “den kjole kunne hun bare IKKE have på”. En ændring i værdier starter hos os selv, for er det vigtigste ikke tante Ullas kvaliteter som menneske, der tæller???

Men for at vende tilbage til kampagnen, så har det været kilde til stor overraskelse og undren, at kampagnen har mødt en del kritik fra bl.a. det offentlige sundhedssystem. Kritikken er “gået på”, at kampagnen snarere skulle inspirere til spiseforstyrrelser end til at forebygge, erkende og helbrede. Endvidere er en anden kritik “gået på” kampagnens udformning, i og med at kampagnens frontfigurer er smukke (det er “ideal”kroppe, nemlig modeller). Dette faktum, hævder kritiske røster, skulle gøre spiseforstyrrelser attraktivt.

Med hensyn til første kritikpunkt af selve oplysningsidéen er det naturligvis en kritik, som skal tages seriøst, idet forebyggende kampagner i England, Sverige og Norge har vist en øget forekomst af spiseforstyrrelser. Men som med al anden forskning, så bør sådanne studier undersøges nøje for at kunne forudsige, om oplysning rent faktisk udgør en risiko. Vi i Anoreksiforeningen mener ikke, at oplysning og belysning skaber sygdom, men derimod at benægtelse og tavshed er langt mere farligt. Man bliver jo heller ikke alkoholiker af oplysning, men måske bliver sygdomsbilledet og de berørte tydeligere, og så er vi tilbage ved vores indledningsretorik om, hvorvidt vi skal hjælpe de involverede eller skåne familien Danmark for de barske realiteter. Som frivillige rådgivere sidder vi dagligt med mange henvendelser (ca. 3000 er det blevet til fra kampagnens start og indtil nu). Henvendelser dels fra personer, der oplever, at deres liv er hæmmet af spiseforstyrrelser (hvadenten det er spiseforstyrrelser diagnostisk set eller ej), og dels fra dybt fortvivlede pårørende, der ikke ved, hvordan de fx. skal tackle deres barns, kærestes eller ven/ venindes spiseforstyrrelser. Dette fortæller i hvert fald OS noget om, at der er et meget stort problem, der alt for længe har været overset eller er blevet underprioriteret. Vi er i kontakt med mennesker af kød og blod med frustrationer, problemer og håbløshed, der siger os langt mere end de kritiske røster om, at oplysning skader. Vi er derfor stolte af og glade for kampagnen, som altså har givet mange positive tilbagevendelser fra de mennesker, der er berørt af lidelsen. Mennesker, som oplever det som en lettelse, at der (endelig!) bliver sat ord og fokus på det, de længe har kæmpet med eller været passivt vidne til i det skjulte. Ærlig talt, så er der ikke noget som helst, der tyder på, at spiseforstyrrelser kan ties ihjel, for så var det vel sket i dette “lad-os-helst-ikke-tale-om-de virkelige-problemer”- samfund.

Med hensyn til andet kritikpunkt vedrørende kampagnens udformning, så er det et faktum, at mange i den voksende risikogruppe har et pænt udseende. Størstedelen af dem, der har spiseproblemer (fx. den såkaldte risikogruppe samt bulimikere) kan man faktisk ikke spotte ud fra deres ydre, idet de stærkt afmagrede anoretikere “kun”, som nævnt indledningsvist, udgør et fåtal af de spiseforstyrrede. Vi synes selv, at reklamen rammer plet. Her er tale om nogle smukke, unge mennesker, der udadtil er perfekte, men som har det virkelig skidt indeni. Som er idealbilleder udadtil, men et levende kaos indeni og ét omvandrende mindreværdskompleks. Det er mennesker, som med mad kontrollerer deres liv ved at bruge maden som straf og belønning. Det er denne risikogruppe, der vokser eksplosivt – måske, også som tidligere nævnt, som følge af tidens favorisering af ydre/ overfladiske værdier og succeskriterier. Dette er en vigtig pointe for os.

Det er vigtigt at hjælpe til erkendelsen af et problem, selvom den spiseforstyrrede måske selv føler, det er naturligt, at størstedelen af dennes liv handler om mad. Det er vigtigt, at pårørende kan se denne kampagne og tænke: “Måske Cecilie alligevel har et problem, selvom hun siger, hun har det godt, for hun virker lidt trist og siger altid, at hun lige har spist inde i byen med sine veninder og derfor ikke skal have aftensmad”. Det er vigtigt at give folk mulighed for at få rådgivning og vejledning til at tackle deres konkrete problem. Så hvis man mener, at frontfigurerne er perfekte, så har man “misset” budskabet i form af den skrevne tekst: “Jeg ødelægger mig selv. Mit liv er en evig stræben efter at være perfekt. Jeg må kun leve, når jeg er fejlfri. Jeg skulle ikke have været født”. Hvis man synes en smuk kvinde med sådanne tanker er attraktiv, så bør man tage sine værdier op til revision.

Med den kraftige respons der har været på kampagnen, ved vi i hvert fald, at den ikke er forgæves. Og vi håber, at den med sin oplysningsværdi og sit enkle budskab kan skabe større åbenhed, aftabusering og erkendelse samt måske kaste lys over samfundets værdier i dag. Det handler vel dybest set om at få en følelse af eksistensbetrettigelse. En følelse af at vi, uanset de i samfundet herskende æstetiske idealer, har ret til at være her med den krop, vi nu engang har. En forholden sig til sin krop og en accept af denne må være det fornemmeste mål for behandling og i det hele taget et mål for ethvert menneske. Og husk, at DU og JEG er med til at skabe de samfundsmæssige værdier, hvilket er værd at tænke over, næste gang tante Ulla kaster skygge over vor æstetiske nydelse ved en familiefest. Hvilke værdier skal betyde noget i DIT og dine børns liv?