Klient efter 1 år

Fra størrelse 46 til 36 på et år.

irene2

Ikke mange troede, hypnosens virkning ville vare ved, da Irene Nielsen i første omgang havde fået bugt med sin angst, sine 20 cigaretter om dagen og de første otte kilo af en alt for stor overvægt.

Måske kan du huske Irene Nielsen fra Ebeltoft, som SØNDAG skrev om i efteråret. Hun var gået helt i stå efter sin fars død fire år tidligere, da hun fandt ham død på stuegulvet, ramt af en blodprop i hjertet. Hun havde mistet sit job, havde taget 20-25 kilo på og var blevet ramt af en angst og indre uro, der nærmest lammede hende og gjorde hende initiativløs.
– Jeg sad for det meste og hang ved køkkenbordet, drak kaffe og røg smøger. Jeg har ikke tal på de mange gange, jeg besluttede mig for at tage mig sammen. Men mit liv var brolagt med gode undskyldninger. Jeg magtede det ikke, siger Irene, der i dag er 50 år.
For Irene var det noget af en nedtur. For hun havde altid været sportspige og meget ivrig motionist – især inden for jazzdans, hvor hun i mange år var leder for opvisnings- og showhold. – Jeg var slank og spændstig, glad og udadvendt. Men pludselig vendte det hele på en tallerken, husker Irene. Hun var bange for at tage nervemedicin, bange for afhængigheden, og hun anede ikke, hvad hun skulle gøre eller gribe i, indtil hun en dag hørte om sin venindes lille barn på tre år, der led af voldsomme mareridt.
– Min veninde tog barnet med til hypnotisøren Jean Felix i Århus, og efter bare en enkelt behandling var mareridtene forsvundet. “Manden fjernede alt det grimme”, sagde den lille dreng glædestrålende. Og jeg blev inspireret. Måske kunne jeg også få hjælp? tænke jeg. Men i første omgang ville jeg nu ikke afsløre det hele for Jean Felix. – Jeg vil gerne have en tobaksafvænning, begyndte jeg, men han borede og fandt ud af, at mine problemer stak dybere, fortæller hun.
Alle pengene værd
Irene fik 12 hypnosebehandlinger, og allerede efter den første mærkede hun, at angsten og den indre uro langsomt forsvandt. Senere gik hun i gang med at motionere igen, uden at hun behøvede at bruge sin vilje, som hun formulerer det. – Jeg havde bare lyst. Og til sidst fjernede Jean Felix også min trang til cigaretter – jeg lagde dem simpelthen på hylden, da jeg satte mig i bilen efter den sidste behandling. Kort efter lykkedes det endda Irene af finde sig et deltidsarbejde. SØNDAG mødte sidst Irene Nielsen i villaen i Ebeltoft en god måned efter den afsluttende behandling. På det tidspunkt var hun stadig optændt af den hellige ild, havde tabt sig den del kilo og sled hver eneste dag to timer i motionsmaskinerne. Hun var selvsagt lykkelig. Men ville det vare? Ville hypnosens virkning holde sig?
Efter nu mere end et år har vi igen opsøgt Irene, og hun er næsten ikke til at kende igen. Den dengang meget buttede kvinde har forvandlet sig til et lille, slankt siv med en udstråling og energi, der hører en meget yngre årgang til. – Mange troede ikke, det kunne vare ved. Men det har det altså gjort, siger hun, – og det uden at jeg har gjort noget selv. Jeg har bare haft lyst til at gøre alt det rigtige, og selvtilliden er fulgt med. Jeg kan mærke, jeg er blevet en helt anden, jeg tror meget mere på mig selv og får næsten kun positive reaktioner fra mine omgivelser. Irene Nielsen aner ikke, hvor mange kilo hun har smidt, siden hun var allerstørst. Men det er mange. – I alt fald er jeg stille og langsomt kravlet ned fra en størrelse 46 til den størrelse 36, jeg er på
nu. Indrømmet: Det har været dyrt i tøjudgifter. Først skulle jeg jo skifte sommertøjet ud, dernæst efterårstøjet, vintertøjet og forårstøjet – og så det hele en gang til. Men det har sandelig været alle pengene værd. – Før i tiden gik jeg oftest med gamachebukser med elastik og løsthængende skjorter ud over dellerne. nu kan jeg gå ind i hvilken som helst butik og købe lige det, jeg falder over. En herlig fornemmelse, siger hun og fortæller glad om en episode for nogle måneder siden, hvor hun ville i haven og fandt en af sine gamle T-shirts frem. – Jeg druknede næsten i den, lignede et villatelt, der er sunket sammen om stængerne. Derefter smed jeg den ud – og jeg gjorde det med glæde. Meget af det andet tøj har jeg foræret væk til naboer og veninder.
På skolebænken igen
At hun så fint er kommet gennem hele forløbet, takker hun i øvrigt ikke kun behandlingen for. Uden den utrolige støtte, hun i sin mørke periode fik af sin mand, Jens Peter, og børnene, Jill og Nick, havde hun “aldrig klaret den”, som hun siger. Da angsten var forsvundet og energien vendt tilbage i Irenes tilværelse, besluttede hun at gøre alvor af en drøm, hun havde haft i mange år. – Jeg er jo uddannet gymnastik- og danseinstruktør og har i flere år haft lyst til at uddanne mig som lægeeksamineret fysiologisk massør, fortæller hun. Og som sagt, så gjort. I februar tilmeldte hun sig et kursus og sad så pludselig på skolebænken igen. – Det var sandelig hårdt. Mange af mine medkursister kunne være mine egne børn, og jeg havde meget svært ved at koncentrere mig om det tørre, teoretiske stof og at lære alle de hundrede af latinske navne udenad. Tit sad jeg efter at have læst i et par timer og funderede over, hvad jeg nu lige havde læst. Desuden vidste jeg, at jeg ikke er noget eksamens-menneske. Jeg har før oplevet klappen gå ned, og jeg blev mere og mere bange for ikke at kunne slå til. Irene besluttede derfor igen at søge behandling hos Jean Felix for at få forbedret sin koncentrationsevne og for at forhindre klappen i at gå ned ved det grønne bord. – Det hjalp. Pludselig sad tingene fast, jeg kunne koncentrere mig om det, jeg læste. Alligevel var den sorte klap lige ved at melde sig til eksamen. Men så sagde jeg til mig selv, at det kunne da vist ikke passe, og så forsvandt klappen heldigvis igen. Hun fik en flot eksamen og etablerede sig i sommer med egen klinik i hjemmet i Søndergade i Ebeltoft. – Og selv i sommerferien strømmede kunderne til med dårlige rygge, muskelspændinger og hovedpine, siger hun, der fra årsskiftet helt har droppet sit faste halvdagsjob for på fuld tid at hellige sig arbejdet med at helbrede folks dårligdomme.
– Jeg ved godt, at ikke mange troede på, at virkningen af hypnosen ville vare ved. Men det gjorde den. Og jeg ved, at hvis jeg får problemer igen, så svupper jeg blot et par ekstra hypnosebehandlinger – så er jeg på sporet igen, siger Irene Nielsen, inden hun atter flyver ud af døren, for lige at få et par timers motion i motionscentret i Ebeltoft.